Det første livsstilshold blev afsluttet med fine resultater

Print

Min Diætist |

Den 9. maj sluttede Min Diætists første livsstilshold i Aalborg Roklub. 14 mænd og en kvinde i alderen 34 – 68 år, startede d. 7. februar i et livsstilsforløb på 15 uger, med 7 gange vejledning, undervisning og erfaringsudveksling. Hver gang var der afsat 1½ time, hvor deltagerne målte livvidde, blev vejet, fik målt fedtprocent og muskelmasse. Vi talte om, hvilke udfordringer og tanker, der rørte sig hos deltagerne. Jeg havde ved hver vejledning udarbejdet Powerpoints, i forhold til relevante emner omkring sund kost, hjælp til vægttab og motivation. Jeg oplevede meget engagerede deltagere, som støttede hinanden hele vejen igennem. Resultatet var, at alle ”flyttede sig” i perioden. Gamle (mindre gode) vaner blev lagt på hylden. Deltagerne motionerede og spiste flere grøntsager, fuldkorn samt magert kød.

Vi mødtes hver anden onsdag kl. 19.00 – 20.30. Jeg udleverede et par opskrifter på sund aftensmad, fra eget kartotek. Den efterfølgende onsdag mødtes deltagerne i roklubbens køkken og lavede mad sammen.

Under hele forløbet har der været en hyggelig stemning, hvor der var plads til alle og plads til at arbejde med de udfordringer, som den enkelte deltager havde behov for.

Målet med livsstilsforløbet var forskelligt fra deltager til deltager: Nogle ville sætte fokus på at øge træningen, nogle skulle holde vægten og nedsætte fedtprocenten, manges mål var vægttab.

Flere nåede et vægttab på 6½ kg, selvom alle ikke nåede det ønskede vægttab da vi sluttede, var alle godt på vej, med nye sundere vaner – og jeg er sikker på, at alle når i mål.

Hvis du sidder og får lyst til at deltage i et lignende forløb, er du meget velkommen til at kontakte mig og høre nærmere – jeg sammensætter gerne et livsstilsforløb efter gruppens behov.

Du kan se mere her