Glædelig jul og godt nytår fra Min Diætist.

Print

Min Diætist |

Jeg vil gerne starte årets julebrev fra Min Diætist, med at ønske dig og dine kære en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Traditionen tro er julebrevet et tilbageblik på årets små og større begivenheder siden sidste jul. Der er sket meget i 2019. Diætistklinikken på Aalborg Sportshøjskole fejrede sin 3-års fødselsdag.

Min Diætist har i løbet af året hjulpet mennesker i alderen 7 til 89 år, med vidt forskellige udfordringer.

Udfordringer som f.eks. stofskiftesygdom, uønsket vægtøgning (f.eks. kvinder i overgangsalderen, efter graviditet og barsel, desuden børn og unge), generel forvirring omkring hvad sund kost er, lav vægt og utilsigtet vægttab, div. mave- tarmproblemer, herunder irritabel tyktarm (IBS), fødevareallergi og -intolerans, spiseforstyrrelse som f.eks. overspisning (BED), overvægt, forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk, for lave blodsukre, type 2 diabetes, kosten efter behandling af brystkræft, desuden kosten i forbindelse med til idræt og sport.

I løbet af 2019 har Min Diætist holdt foredrag i 3F’s Faglige Seniorer omkring ”Et godt seniorliv – livskvalitet”. Foredragets fokus var forebyggelse af livsstilssygdomme og bevarelse af funktionsniveau gennem med den rette kost og bevægelse i hverdagen i 60+ årene.

Min Diætist forestod også foredrag i Parkinsonforeningen i Randers og Aarhus. Her var emnet Parkinson, mad og drikke. Parkinsonramte har særlige udfordringer når måltider og medicin skal afpasses, desuden har en del problemer med forstoppelse, appetitløshed, utilsigtet vægttab og påvirket livskvalitet, når man ryster på hænderne og fejlsynkning forstyrrer spisningen.

2019 var også året hvor jeg blev certificeret til diætbehandling af mennesker med IBS, af Fagligt selskab af Kliniske Diætister.

Af projekter i 2019, bliver jeg nødt til at nævne mit projekt for Danish Crown. Det bestod i produktudvikling, testning, ernæringsmæssig beskrivelse samt bedømmelse af nye kødprodukter fra Danish Crown.

Efter møde med to medarbejdere fra Danish Crown, får jeg en torsdag middag leveret 16 kg kødprodukter til min privatadresse. Tre nye produkter: to slags hakket oksekød tilsat div. grønsager, bælgfrugter samt quinoa samt et sous vide kødprodukt skulle testes. Egentlig havde jeg håbet at KFUMs cafe’ Parasollen, her i Aalborg, kunne aftage de 9 forskellige retter, der blev ud af projektet, men de har naturligvis hygiejneregler, der skal overholdes. Så resultatet blev at min ”testgruppe” blev beboerne i den opgang, hvor jeg bor. Mennesker mellem 8 år og 75 år. Så min afprøvning af fars og kød, blev til aftensmad til 10 lejligheder. To dage i træk, fik naboerne aftensmad og var rigtig gode til, at melde tilbage, hvad de syntes om maden. Produktet skulle testes og bedømmes til den almindelige forbruger, til kantiner samt til kost på hospitaler og plejehjem. Det var sjovt – og naboerne dukkede op, og sagde tak for mad.

Som en af mine naboer sagde: ”Dit projekt vil blive husket et godt stykke tid – som – dengang Helle lavede lækker og spændende mad til hele opgangen”.

Her ved årets slutning blev jeg kontaktet af en jouranlist fra mediet ”Fodbold for piger”, om jeg havde lyst til at komme med kostråd, til unge kvinder der spiller fodbold til internetmediet www.fodboldforpiger.dk. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Så i skrivende stund, sidder jeg og lægger sidste hånd på kostrådene – mon ikke artiklen vil være at læse i januar 2020?

År 2020 kommer til at byde på flere sjove projekter og foredrag – og jeg vil glæde mig til, at fortælle om dem i mit næste jule- og nytårsbrev.

Jeg ønsker dig og dine kære en rigtig dejlig jul samt et godt og lykkeligt nytår.

 

Mange jule- og nytårshilsner

Helle Brøcher, aut. klinisk diætist SD