”Morfar! jeg kan nå hele vejen om dig!” Der var engang…

Print

Min Diætist |

Ja sådan starter mange eventyr. Nogle er ren fantasi, men andre har bund i virkeligheden.

Det hele startede faktisk med at jeg deltog i en screening. Sygeplejersken fortalte mig efterfølgende, at mit blodtryk var en anelse i overkanten, min alder taget i betragtning. (Jeg er 70+, 180 cm høj og vejede på det tidspunkt 105 kg). STOR DRENG.

I løbet af foråret fik jeg så taget mig sammen til at få konsulteret min læge. Han sendte mig ind og få taget både EKG og blodprøver.

Resultatet var forhøjet kolesteroltal og forhøjet blodtryk. Blodtrykket klarer vi med medicin, og det kom meget hurtigt ned på et fint niveau. Men kolesteroltallet skulle der jo også gøres noget ved. Her var meldingen: DU SKAL TABE DIG!

Den øvelse havde jeg prøvet før, uden de store resultater, men lægen henviste mig til diætist Helle Brøcher, som han havde et samarbejde med. Jeg var spændt på hvad der nu var lagt i kakkelovnen.

Jeg må indrømme at jeg blev glædeligt overrasket.

Jeg blev tilbudt et forløb som Helle kaldte ”Kløverpakken”: En én times introduktionssamtale/konsultation og derpå tre opfølgende konsultationer af en halv times varighed.

Til den indledende samtale medbragte jeg min kone, da en ”slankekur” til mig jo nok ville smitte af på hende også. Vi spiser jo populært sagt af den samme gryde.

Min frygt var i første omgang at det drejede sig om at tælle kalorier, veje alle typer mad og kun måtte få visse fødevarer. Der må jeg indrømme at min frygt blev gjort til skamme.

Det første Helle spurgte mig om var hvad jeg ville med en slankekur. Først og fremmest tabe mig, og dernæst få kolesteroltallet ned.

Helles udmelding var så, at det med kolesteroltallet skulle nok komme. (Det lå kun en brøkdel over det normale). Det med at tabe mig skulle vi nok finde ud af, for hun havde nogle ”håndtag hun kunne dreje på”.

Helle spurgte også om der var nogen fødevarer jeg IKKE ville undvære. Den havde jeg ikke lige set komme, men OK: Min Roquefortost om morgenen ville jeg helst ikke undvære, og jeg ville også have frihed til at spise det samme som andre ved festlige lejligheder. OK, så tager vi den derfra. 

Jeg fik udleveret hele Helles oplæg til ”Min nye stil”. Her er der kostvejledninger og en masse opskrifter på ting jeg ikke havde hørt om før. Men det virker. I materialet er der et lille skema der fortæller hvilke fedtprocenter der bør være i maden når man køber ind. Dette skema har både jeg og min kone med når vi handler, og nu går den vilde jagt med at kigge på varedeklarationer. Specielt når det handler om brød, pålæg etc. sørger vi for at holde den under de anbefalede mængder.

Jeg har naturligvis været til de opfølgende konsultationer, hvor jeg har medbragt mine vægt og blodtrykstal, så Helle kunne kontrollere at det gik som det skulle. De to første opfølgninger lå med en måneds mellemrum, og den afsluttende konsultation lå så nogenlunde et halvt år efter opstarten. Ved hver konsultation blev jeg vejet, og BMI m.v. blev noteret, så vi kunne se hvilken vej det gik.

Ved hver konsultation fik jeg positiv respons og opbakning. (Ros, næsten så man rødmede). Og ved afslutningen var resultatet så at den STORE DRENG faktisk var skrumpet godt 15 kg. BMI var faldet fra 31,1 til 28, og livvidden fra 115 cm til 101,5 cm. Målet er nu at komme ned på ca. 85 kg som normal kampvægt.

Helle har lovet mig at jeg må ringe til hende, hvis jeg skulle få brug for et ”rap i r—-”, eller et godt råd.

Dette fulgt op med en kostvejledning m.h.t. at holde vægten nede.

Hele denne proces har naturligvis ikke kunne lykkedes, hvis ikke man selv er indstillet på det, men den meget fine opbakning fra familie og især Helle, har gjort at jeg her efterfølgende er indstillet på at få vægten længere ned, da jeg selv kan mærke at jeg har det bedre. På et tidspunkt havde mine børn spurgt om jeg ikke stønnede lidt rigeligt når vi gik tur. Jo det hjælper med opbakning. Den største ros kom fra et af mine børnebørn. Hun er otte år og skulle lige give morfar en farvelkrammer. MORFAR, JEG KAN NÅ HELE VEJEN OM DIG. 

Jeg kan varmt anbefale et besøg hos Helle Brøcher, men samtidig gøre opmærksom på at man også selv skal yde en indsats. Så lykkes det garanteret for enhver.

 

Niels W. Hansen