Godt nytår fra Min Diætist

Print

Min Diætist |

Min Diætists nytårsbrev har været en tilbagevendende tradition i siden diætistklinikken åbnede dørene i 2016.

Til start vil jeg gerne ønske dig og dine kære et lykkebringende nytår. Nytårsbrevet er et tilbageblik på året der er gået.

Jeg tror, jeg taler for alle, når jeg siger at:

2020 har været et meget mærkeligt år. Ingen kunne forestille sig, at en pandemi ville komme til at påvirke vores hverdag, på så mange måder.

For klinikken Min Diætist har det betydet, at der for alvor blev taget hul på den virtuelle kostvejledning. I starten af marts lukkede Aalborg Sportshøjskole (hvor jeg har klinik) sammen med mange andre institutioner. Jeg kunne indtil augsust, ikke bruge faciliteterne på højskolen. Lukning og restriktioner betød at konsultationer face to face, ikke var en mulighed.

Fra slutningen af april, valgte jeg at starte diætbehandling derhjemme, under det som Sundhedsstyrelsen definerer som ”kritiske funktioner”. Det betød at jeg kunne hjælpe mennesker med udfordringer som f.eks. lav vægt, utilsigtet vægttab, irritabel tyktarm (IBS), fødevareallergi og -intolerans, spiseforstyrrelse som f.eks. overspisning (BED), overvægt med BMI >30, forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk, type 2 diabetes.

Kostvejledning foregik online. Det drejede sig f.eks. om kostvejledning efter behandling af brystkræft, kost i forbindelse med til idræt/sport og hjælp til vægttab med BMI <30.

I starten af august, var Min Diætist igen klar til at åbne dørene for klienter på Aalborg Sportshøjskole. Det var tydeligt at mærke, at mange havde glædet sig til, endelig at starte på livsstilsprojektet og anden diætbehandling.

Pludselig strømmede det ind med nye klienter, hvilket jeg er meget taknemmelig for, efter en noget stille periode før sommerferien.

Året bød på to foredrag. Min Diætist nåede at holde foredrag i februar, i Parkinsonforeningen Ringkøbing – Skjern omkring ”Mad, livskvalitet og appetit” se mere her

I starten af oktober inviterede Parkinsonforeningen mig til at holde foredrag, ved et inspirationsophold for mennesker med nydiagnosticeret parkinson og deres kærester/ ægtefæller. Se mere her

I marts blev jeg og den personlige træner, jeg har samarbejdsaftale med, enige om at lave artikler til hinandens hjemmesider. Jeg skrev en artikel om kostråd, til S-Performance og Suren skrev en artikel om træning til Min Diætist se mere her

I september var Min Diætist i radioen, i forbindelse med en rapport om danskernes sodavandsforbrug, hvor nordjydernes forbrug var i landsdækkende medier. Se mere her

Min Diætist var på kursus i december, omkring ”Ernæringsfaglig behandling af mennesker med svær overvægt” arrangeret af Fagligt selskab af Kliniske Diætister. Det var en inspirerende dag, med dygtige foredragsholdere, som forskede og/eller arbejdede med feltet. Jeg fik bekræftet, at det ikke er alle, der har gavn af vægttab.

F.eks. hvis du er fuldstændig rask, er vægttab ikke løsningen. Her handler det om sundere livsstil. På kurset deltog en kvinde, som havde forsøgt vægttab gennem mange forskellige kure. Hun fik BED og fik senere foretaget en fedmeoperation. Kvinden fortalte om, hvordan det er at være svært overvægtig og hvordan andre (”normalvægtige”) råber skældsord efter overvægtige og kommenterer indkøbskurven. Jeg tænker at problemet er, andres holdning til overvægtige, der er problemet – og ikke de såkaldt overvægtige!!

På kurset blev det endnu mere klart, at livskvalitet er centralt, og at vægttab ikke nødvendigvis er nøglen. Set fra mit synspunkt, handler det om at inkludere uanset kropsstørrelse. Sund levevis er er i høj grad også mental sundhed, at være i balance med sig selv.

I 2020 havde Min Diætist for første gang en erhvervspraktikant. Cecilie gik i 9. klasse på en folkeskole i Aalborg. Hun fortalte at, hun var meget interesseret i kostvejledning og fik muligheden for at overvære kostvejledning af bl.a. klienter med svær overvægt. Nogle ønskede hjælp til vægttab pga. bl.a. slidgigt, andre coaching i sundere livsstil, hvor vi taler om velvære samt accept af den krop, man nu engang har. Cecilie overværede ligeledes diætbehandling af klienter med irritabel tyktarm, forhøjet kolesterol samt diabetes type 2.

Jeg frygtede at hun ville syntes det var lidt kedeligt, at sidde og høre på samtaler hele dagen, og ville have problemer med at holde øjnene åbne 😉

Men Cecilie sad og fulgte med i alle diætbehandlinger – og var virkelig interesseret 😊

I det hele taget har året budt på interesserede unge fra 9. klasse, som havde projekt om sundhed og ernæring. De unge stillede spørgsmål som f.eks.

Hvornår er man sund?

Hvad gør du for at hjælpe folk?

Hvad kan man gøre for at blive sund?

Det er spørgsmål, som jeg ofte får fra mennesker i alle aldre 😊

  • Og her er svarene:

Man er sund når, den krop og det hoved man har fungerer optimalt. Dvs. at kroppen tilføres alle de mikro- og makronæringsstoffer den har behov for (vitaminer og andre antiinflammatoriske stoffer, mineraler, proteiner, kulhydrat, kostfibre og fedt). At kroppen vedligeholdes gennem daglig fysisk aktivitet (for unge mennesker er det min. 60 min. dagligt). Søvn er også vigtigt – kroppen har brug for min. 8 timers søvn, når man er voksen – og mere, når man er teenager. Desuden at kroppen er vægtstabil og at man ikke er stresset/ presset hele tiden i sin hverdag.


Hvad gør du for at hjælpe folk?

Jeg arbejder altid ud fra, hvad mine klienters ønsker og behov. Når jeg hjælper der, hvor mine klienter har brug for det, giver tingene mening for dem – og det giver energi og lyst, til at ændre en mindre god vane til en noget sundere.

Igennem min uddannelse som bl.a. klinisk diætist har jeg en viden om ernæring, fødevarer, madlavning, fysisk aktivitet, sundhed og sygdom. Jeg har også en viden om, hvordan man arbejder med forandring – f.eks. når man gerne vil forbedre sin livsstil – leve sundere.

Når jeg hjælper folk, er det meget vigtigt, at vide noget om deres hverdag, deres liv, familie, hvad de går op i, hvilken betydning mad/ måltider har og hvad fysisk aktivitet betyder for dem. I en konsultation hos mig, kan jeg hjælpe folk, ved at arbejde sammen med dem, hvor vi bruger hinandens viden: Om deres hverdag og min viden ernæring mv.


Hvad kan man gøre for at blive sund?

I mange menneskers øjne, er det at være “sund” næsten uopnåeligt – og pr. definition noget som ingen er (?)

Man kan leve sundere ved at, så vidt muligt, spise efter de 10 kostråd (indeholder også råd om fysisk aktivitet).

Derudover handler det også om: Tilstrækkelig søvn, minimer stress/ pres, BMI inden for normalområdet eller vedligeholdelse af den vægt, man nu engang har (vægttab er ikke altid den bedste løsning), vedligeholdelse eller forbedring muskelmasse (hvis den ikke er inden for normalområdet – afhænger af alder og køn).

Nytåret nærmer sig, og med vaccinationsprogrammet mod COVID-19, synes fremtiden noget lysere. Der er en ende på restriktionerne – vi skal bare holde ud, lidt tid endnu 😊

Min Diætist åbner klinikken på Aalborg Sportshøjskole, efter nytår d. 7. januar, med kritisk funktion se mulighederne her

Jeg ønsker dig og dine kære et godt og lykkeligt nytår.

Mange jule- og nytårshilsner

Helle Brøcher, aut. klinisk diætist SD